Vis mig din by – Århus

I første udgave af ‘Vis mig din by’ besøger vi Michelle i Århus.
Århus er også min by, så hvad er mere passende at starte med end dette dejlige sted. Jeg elsker Århus, jeg er vokset op her, og kunne ikke forestille mig at bo andre steder end netop i dette område. Desværre er jeg blevet så forvent med denne dejlige plet i Danmark, at jeg glemmer at sætte pris på det. Tingene er så bekendte, at jeg overser dem.

Michelle har bloggen Oh You Pretty Things, hvor hun fremviser sit liv, sin hverdag, sit tøj, sine rejser, sin musiksmag og alt muligt andet. Ikke mindst formår hun at vise mig et Århus, som jeg slet ikke kender. Hun giver mig lyst til at gå på opdagelse i de gader, jeg altid har kendt.

Hvad gør Århus speciel?
På nogle punkter er Aarhus blot en stor provins by – dette bliver jeg altid mindet om, når jeg venter på bussen, som aldrig kommer. Men denne provinshed er også en af byens charmerende sider. Byen er nemlig uprætentiøs og glad. Jeg elsker at gå en tur rundt på må og få, for byen er så dejlig og hyggelig. Noget, der også kendetegner Aarhus, er, at det er en studieby, hvorfor byen er fyldt med unge og livsglade mennesker, der er fulde af initiativ og skaberlyst. Jeg vil i øvrigt anbefale bloggen www.eventuelt.org til andre Aarhusborgere såvel som gæster og turister – her bliver skrevet om, hvad der finder sted i byen.

Hvad er dit yndlingssted i Århus?
Udover min lille lejlighed, så må jeg nok sige Jeg er også blevet rigtig glad for Headquarters (Valdemarsgade 1), hvor Monkey Club holder til – her er folk altid så pænt klædt på i flagrende kjoler og lækre jakkesæt, og ser er der dans til den lyse morgen. De serverer i øvrigt Blå Thor!

Hvad er must-see i Århus?
Hvis man aldrig har været i Aarhus, så er regnbuen på Aros naturligvis et must.

Men ellers så er det nye Godsbane-areal også noget, jeg synes, man skal slå sine folder forbi. Den Grimmeste musikfestival ved Brabrand er et besøg værd. Her er der hårdkogt Aarhus sommerstemning.

Bazarvest lokker med billig frugt og grønt, og her kan man også få byens bedste rullekebab. I maj slår folkefesten ”Mejlgade for Mangfolkelighed” tonen an med kæmpe gadefest – og gaden er også et besøg værd, når der ikke lige er folkefest. Jægergaardsgade er også charmerende med en masse hyggelige butikker og bodegaer. Derudover er der Julia’s Cupcakefabrik, som, jeg synes, er meget unik og virkelig tilføjer hygge til Aarhus.

Hvor skal man nyde naturen?
Aarhus har mange grønne lunger. Jeg elsker botanisk have for dens bakker og kroge, hvor man kan finde en lille privat enklave og slå sig ned med et vattæppe og en god bog. Mølleparken for sine sorte rottebørn og punkere – sæt dig ned til vandet med is eller øl og nyd solnedgangen. Aarhus havn er også et besøg værd især ved skumringstid, når søulkene knapper øl op og synger viser, og polakkerne står og fisker.

Hvor skal man spise?
Hvis man er ude efter lækker take-away, så synes jeg, at Oli Nico’s Moules Frites er gode (Mejlgade 35). Er pengepungen større, og er der noget, der skal fejres, så vil jeg anbefale Restaurant Pihlkjær (Mejlgade 28) – en hyggelig og romantisk fiskerestaurant. Et godt sted at bestille sin (tømmermands)pizza er hos Pizzaservice (Vesterbrogade 9 – deres hjemmeside hedder i øvrigt www.ekstraost.dk – haha). Ellers vil jeg i øvrigt slå en slag for Briancon  (Åboulevarden 53) – her kan man købe byens bedste brød og ditto kager.

Hvor skal man drikke kaffe?
På Street Coffee  på Vestergade nr. 52 eller på Lynfabrikkens solterasse. (Vestergade 49) Derudover har jeg også en ting for Cafe Vestergade (nr. 42) , der på en eller anden måde minder mig om en fransk cafe. (hmm.. konklusionen må vist være, at man skal drikke sin kaffe et sted på Vestergade, haha).

Hvor skal man shoppe?
Jeg finder ofte guld i Røde Kors’ ”Igen” (Aabogade 34 i Aarhus N). Man kan også gøre et godt kup i Studenterhusets tøjbazar, som finder sted én gang om måneden. Ellers i latinerkvarteret – Bloomers, Malou og Dengang er mine favoritter. På Guldsmedegade ligger der også nogle fine butikker –blandt andet Lundgren P og det billigere basismærke Moss Copenhagen. I So Ein Ding kan man altid finde en fin vintagekjole (Nørre Alle 17).

Hvor og hvordan ville du tilbringe en solskinsdag i Århus?
En perfekt solskinsdag i Aarhus foregår på en søndag, hvor vi starter med at snuse rundt på loppemarkedet i Mølleparken. Derefter skal der spises is fra Suppestegogis (Åboulevarden 82) (mint og kokos er favoritterne). Herefter springer vi på cyklerne, som er fyldt med sandwichs fra Deli House (Skolegade 11) og så cykler vi igennem skoven til Moesgaard strand, hvor vi ser på de tyrkiske familier, der griller og hygger i skyggen, de små børn i bar røv, der leger i vandkanten og lækre fyre og smukke piger, som Aarhus jo er fyldt med.

Hvor og hvordan ville du tilbringe en regnvejrsdag i Århus?
Her ville jeg besøge Aarhus Kunstbygning og om aftenen tulle ned i Øst for Paradis (Paradisgade 7) og se en smal stumfilm fra 20’erne. Ellers har jeg også tilbragt mange efterårsdage hos Cafe Gemmestedet (Gammel Munkegade 1), som er en dejlig hule.

Hvis I ikke kan få nok af Aarhus, så har jeg en hel Aarhus-kategori på min blog, som jeg vil anbefale jer at kigge igennem 🙂 God fornøjelse og så håber jeg, at vi ses i smilets by en dag.

Billederne er venligst lånt fra Michelles fine blog, som du finder lige her.

Reklamer

9 thoughts on “Vis mig din by – Århus

  1. Pingback: Vis mig din by – Frederiksberg | Polishing Life

  2. Pingback: Vis mig din by – Frederiksberg | Belles Passions

  3. Pingback: Oh you pretty things » VIS MIG DIN BY

  4. 🙂 Ja, det er netop, hvad jeg tænkte – det er fedt at se sin egen by gennem andres øjne. Man opdager måske noget, som man ikke kendte eller havde glemt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s