Hvor blev ordene af?

Jeg havde egentlig troet, at jeg skulle have gang i bloggen igen, nu hvor jeg igen blev ledig… Jeg troede, at ordene ville komme igen, at skriveglæden ville vende tilbage, at inspirationen ville flyde, og at lysten til at blogge ville overmande mig, men bloggen er bare endt som en dårlig samvittighed. Indlægene er fortsat sporadiske og uregelmæssige. Og jeg må nok bare indse, at det ikke bliver til det, det var engang. Så nu skal jeg finde ud af, hvad der så skal ske. For lysten til at nørkle med ord og dele ting er der stadig. Men Polishing Life virker ikke længere til at være det rette forum.

Så spørgsmålet er om bloggen skal lukke, om jeg skal skifte bloggens navn, om jeg skal åbne en ny blog og starte helt forfra, eller om jeg skal rykke over på Instagram og/eller Facebook. Eller måske skal jeg bare trække mig tilbage fra denne verden…

Jeg ved ærligt talt ikke, hvad der skal ske. Jeg ved ikke, hvad jeg vil. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Men jeg skal nok sige til, når jeg finder ud af det 🙂

Imellem tiden må I have den skønneste sommer! 🙂 Og husk, at I stadig kan følge mig på Instagram, hvor jeg er ret aktiv.

 

Podcast-anbefalinger

 

Lige for tiden er jeg inde i en lidt træls periode – sådan rent mentalt. Jeg føler mig ikke rigtig i balance, jeg sover dårligt, jeg har svært ved at koncentrere mig, og mit humør svinger meget, men det meste af tiden er jeg bare trist – en tristhed som iøvrigt nogle gange kommer til udtryk som vrede. Og det er en ond cirkel. For så bliver jeg vred på mig selv over at have det sådan – over at være en sur og træls kone, datter, søster, over at være et dårligt medmenneske. Jeg kan ikke rigtig sætte en finger på, hvad der er galt, men noget er ikke, som det skal være. Og det gør det svært at snakke om og dele med nogen.

Men jeg er nødt til at forsøge at gøre noget, at finde lidt ro i mit hoved, så jeg bliver lidt gladere og rarere at være sammen med. Så i går lod jeg jobsøgning være jobsøgning, jeg skubbede huslige pligter til side, og så fandt jeg min malebog frem og farvelagde den, mens jeg gav mig til at lytte til podcast i nogle timer. Overraskende nok var det virkelig tilfredsstillende og beroligende.

Jeg har jo studeret fransk og har igennem mit tidligere arbejde haft en del med Frankrig at gøre, så jeg er interesseret i det franske valg, som nu er gået ind i de afsluttende uger. Og i Allô Allô giver Stéphanie Surrugue og Morten Strunge et rigtig fint indblik i, hvad der sker i valgkampen. Programmet er egentlig et radioprogram på P1, som kører hver søndag indtil valget, men ligger altså også som podcast.

Emma Martiny er jo et kendt navn i blogland. Alligevel er det først for nylig, at hun har fundet vej til mit feed på Instagram, og det er også derigennem, jeg har fået kendskab til hendes podcast, Martiny Podcast. I hver episode interviewer hun forskellige personer, som hun finder inspirerende og interessante, om forskellige emner. Dette podcast fanger mig, fordi Emma kommer ind på emner som indre ro, sundhed, kvindelighed og karriere, og fordi hun og hendes gæster giver et rigtig fint perspektiv på de forskellige ting. Jeg lyttede til S2 E7 // Lisbeth Nicholaisen om et liv med yoga og S2E16 // Soloshow // Kvindelighed og Feminin energi.

Et andet kendt navn i blogland er Mia Gardum, som også har kastet sig ud at producere podcast. Hendes podcast, Hverdagsminimalisme, handler om minimalisme og hendes take på denne livsstil eller værdi, som hun kalder det. For en samler som jeg, er minimalisme lidt et fyord, det virker i hvert fald lidt skræmmende, men Mia giver en rigtig fin introduktion til livsstilen og gør den relaterbar.

Jeg kan varmt anbefale ovenstående postcasts, som jeg finder inspirerende og lærerige, fordi jeg får viden om nogle nye ting, og de giver rigtig fine perspektiver på forskellige ting i livet.

Tidligere har jeg også lyttet til Mads & Monopolet, og så har jeg også kastet mig over Kongerækken.

Lytter I til podcast? Hvilke lytter I til?

 

Alle podcasts er i øvrigt også tilgængelige på iPhones podcast app. 

 

Livslektioner 

Jeg faldt over den fineste video på YouTube den anden dag, hvor tre hundredårige deler deres livslektioner. 

I en tid hvor troen på mig selv og min fremtid vakler, hvor jeg er ked af at befinde mig netop på dette punkt i mit liv, og hvor jeg til tider og desværre oftere og oftere er mere negativ end positiv, ramte denne video mig. For trods de tre 100-åriges alder, deres lange liv og deres oplevelser, er deres tilgang til livet positivt. 

103-årige Amelia Tereza voksede op med en far, der var krigsfange, og mistede sine tvillinger, da de var små. Alligevel siger hun, at hun aldrig har været uheldig. 

“I have always been lucky. I have never been unlucky.”

Tænk sig, at man kan tænke, at man aldrig har været uheldig på trods af at have mistet noget af det mest dyrebare. Det tror jeg ikke, at mange kunne. Faktisk er jeg ret sikker på, at de færreste af os kan sige os fri fra at have følt os uheldige mindst engang eller to i vores korte liv. Jeg har i hvert fald haft perioder, hvor jeg ikke mente, at livet var med mig. 

Og så er der 101-årige Cliff, som sjældent fejler. 

“I don’t have many failures. If I’m making a cake and it fails it becomes a pudding.”

Jeg elsker det udsagn. For selvfølgelig betyder det ikke, at Cliff aldrig fejler, for det gør han. Det gør, vi alle. Det er menneskeligt at fejle, hvilket nogle af os har lidt svært ved at acceptere engang imellem. Især i en tid hvor vi har så travlt med at udstille vores perfekte selv. Udsagnet siger bare noget om Cliffs syn på tingene. Han formår rent faktisk at vende sine fejl til noget positivt i stedet for bare at give op og lade de negative følelser tage over.  

Jeg kunne lære noget af, hvad de tre siger i videoen, og jeg vil i hvert fald bestræbe mig på at tage de to ovenstående citater til mig. 

Se videoen lige her

Året der gik – 2016 på godt og ondt 

🥂💫🎉 Rigtig godt nytår 🎉💫🥂


2016 har været et vildt, overraskende, fantastisk og trist år. 2016 har budt på mange ting, som jeg ikke havde drømt om, da året startede. Jeg vidste ikke, at det ville blive året, hvor jeg skulle giftes med manden i mit liv. Jeg vidste ikke, at vi ville få en lille nevø. Og jeg vidste slet ikke, at det ville blive året, hvor det endelig ville lykkes mig at stoppe med at ryge. Så ja, det har været et helt fantastisk år! Men det har også været et trist år. I november knustes vores hjerter, da vi meget pludseligt mistede Stella, vores livs kærlighed. Hun var så stor en del af vores liv, så stor en glæde, og hun er meget savnet!

Hvad der venter i 2017, aner jeg ikke – heldigvis! Året starter med ledighed, og jobjagten sættes desværre i gang igen. Jeg håber virkelig, at året starter godt og ret hurtigt byder på et nyt job. Jeg håber også, at det bliver et fast job. Jeg er virkelig træt af at være vikar. 

Jeg har ikke rigtig nogle nytårsforsætter. Men jeg har tænkt mig at blive bedre til at fylde livet med oplevelser og eventyr i stedet for ting – jeg vil i hvert fald øve mig 😊

Tak for året der gik på Polishing Life! Jeg ønsker jer alt det bedste i 2017!

Et uventet farvel

Igår måtte vi sige farvel til vores Stella. Meget pludseligt. Meget voldsomt. Meget chokerende.

For nylig opdagede vi, at Stella havde vejrtrækningsproblemer. Og de sidste par uger har hun så været på antibiotikakur. Men det hjalp ikke. Så da vi afleverede Mille til neutralisering i går, aftalte vi, at vi skulle tage Stella med til røngten, når vi hentede Mille igen om eftermiddagen. 

Dyrlægen kunne godt se, at den var gal. Hun var mere stresset, havde sværere ved at trække vejret, end sidst han så hende. Han tog hende ind til røngten. Da han hentede os derind, var nyhederne ikke gode. Hun havde væske på lungerne, og hjertet var forstørret – en hjertefejl, sandsynligvis medfødt. Måske kunne det behandles. Men der skulle flere undersøgelser til. 

Imens vi snakkede, blev Stellas tilstand værre. Hun kæmpede for at trække vejret. Hun fik hjertesvigt. Hun blev lagt i ilttelt. De scannede hende i håb om at kunne dræne væske fra hendes hjerte. Og så blev det værre. De sidste minutter var kommet. Med hårene trillende ned af kinderne, måtte vi sige farvel til vores livs kærlighed. Vi aede og nussede hende, mens hun trak vejret for sidste gang. 

Stella havde været tilpas samme dag og de foregående dage, så det hele kom som et stort chok for os. Vores hjerter er knuste, og vores hjem er tomt. 

Vi har stadig Mille og gudskelov for det. Men hun er ikke Stella og kan ikke udfylde tomrummet efter hende. Hvilket hun selvfølgelig heller ikke skal. 

Nu skal vi bare finde ud af at være tre i stedet for fire, mens vores hjerter heler, og savnet mindskes. 

Dagen der ikke bliver glemt

Der er dage, som man aldrig glemmer. Sådan en dag er i dag. For i dag vågnede vi til chokket, til det utænkelige. Donald Trump er USAs næste præsident.

Vi vidste jo, at det kunne ske. I vores naivitet troede vi bare ikke, det ville ske. Men det gjorde det.

Lige nu er det hele bare skræmmende. Det at skræmmende ikke at vide, hvad der venter os. Forhåbentlig har mandens fremtoning, holdninger og udtalelser bare været et spil for galleriet for at blive valgt. Men hvis det ikke er tilfældet, er verden største “bully” lige blevet verdens mest magtfulde mand.

Det gør altså verden til en skræmmende sted.

Ugen der gik #5 (uge 32)


Denne uge gik nærmest, før den begyndte. Sådan føles det i hvert fald. Ferien er slut, jeg er tilbage på pinden, og morgenerne starter igen kl. 5, hvilket er lidt hårdt at vænne sig til. Derudover nærmer den store dag sig med hastige skridt, så der går også en del tid med at samle enderne og planlægge de sidste ting. 

I ugen der gak, har jeg:

  • Stået tidligt op.
  • Tilbragt alt for mange timer i vores lille bil.
  • Tjekket et par ting af på to-do-listen.
  • Indset hvor meget vi stadig mangler at få styr på i løbet af de næste tre uger.
  • Glemt en masse og opsummeret endnu mere.
  • Sørget for lidt selvforkælelse.
  • Været til yoga – desværre er jeg allerede ude af den gode stime, jeg havde i ferien.
  • Opdaget at feriens yoga-anstrengelser allerede begynder at bære frugt. 
  • Haft pæne armbånd på. 
  • Skønhedspreppet.
  • Haft en god makeupdag.
  • Fejret en forsinket fødselsdag og tilbragt tid med min skønne familie.
  • Set OL – også alt det jeg normalt ikke gider bruge tid på, lige pludselig kan ting som sejlads og svømning fange min interesse.

Jeg bruger også en del tid på at panikke og stresse over de ting, som jeg skal nå, og som jeg måske, måske ikke har glemt eller vil komme til at glemme. Men jeg mærker også sommerfugle, lykkerus og glæde presse sig på. Jeg glæder mig SÅ meget til at fejre vores dag med de mennesker i vores liv, som betyder noget, og som vi holder af. 

De næste uger bliver travle og sikkert også lidt uoverskuelige til tider, så forvent lidt stilhed herinde. Men følg endelig med på både Instagram og/eller Snapchat, hvor jeg sikkert vil være lidt mere aktiv – jeg går under @baysens begge steder 😉

Feriemode

Jeg er mester i afslapning. Jeg elsker at slappe af – foran fjerneren, med en god bog eller med en lille middagslur. Jeg har nemlig altid haft et stort sovehjerte. Og eftersom jeg til hverdag står op ved 5-tiden og bruger 2 timer på transport udover selve arbejdsdagen, kan dagene godt blive lidt lange, og jeg kan godt savne muligheden for en lille lur i løbet af dagen. Så en af de ting, jeg glædede mig allermest til var muligheden for at tage middagslure i løbet af ferien. Min kolleger syntes, jeg var gal, da jeg kom til at sige det højt en dag før ferien. “Arj Stine! Du kan sove, når du bliver gammel!” sagde de og rystede på hovedet af mig. Jeg blev faktisk lidt flov over mig selv. Men ærligt talt, der er ikke noget galt i at nyde en lur i ny og næ. Faktisk er jeg sikker på, at det er sundt. Og vi slapper af på forskellige måder. Jeg slapper blandt andet af ved at få nok søvn indenbords. Noget jeg desværre ikke får til hverdag.

Som sagt, slapper jeg også af ved at se fjernsyn, læse, gå ture og ved at dyrke yoga (min nye afhængighed, som jeg håber på at kunne holde fast i, når ferien er slut).

Hvordan slapper du bedst af?

Ugen der gik #1

Jeg ville egentlig gerne kaste mig ud i en status over ugen, der gik som en påmindelse om de små gode ting i livet. Desværre virker det helt meningsløst i denne uge, når verden går helt amok. 

Mænd, kvinder og børn bliver kørt ned af en gal mand i Frankrig. Mange døde, mange sårede.

Mislykket statskup i Tyrkiet. Endnu flere døde, endnu flere sårede. Og måske en undskyldning for at gøre endnu mere ondt.

Politibetjente nedskydes i USA. Racismen lever i bedste velgående. 

Der er sikkert sket endnu mere, som ikke nåede ud i medierne, eller som jeg helt kynisk ikke har registreret, for ærligt talt, der sker så meget, at det slet ikke er til at følge med. 

Hvad sker der for verden? Hvorfor alt det had? Hvorfor al den ondskab? 

Hvad skal man sige? Hvad skal man gøre? Jeg nægter at være bange, men jeg bliver så trist. Trist på menneskehedens vegne. Og tilbage står jeg bare med en barnlig sætning i mit hoved: “Sig nu bare undskyld til hinanden, og bliv gode venner.” 

Jeg ved godt, at det ikke er så enkelt. Gid det var! For det kan ikke være rigtigt, at vi hader hinanden bare, fordi vi er dem, vi er, fordi lever, som vi gør, fordi vi tror på det, vi tror på. Vi bør hylde vores forskellighed, for det er vores forskellighed, som gær verden til et interessant sted at leve. 

 

For the Record 


Kvinder er ikke ukomplette, hvis de er single eller ikke har børn. Det er Jennifer Anistons budskab i en nylig artikel.

“We are complete with or without a mate, with or without a child. We get to decide for ourselves what is beautiful when it comes to our bodies. That decision is ours and ours alone.”

Vi har en tendens til at tro, at det ultimative mål i livet er at blive gift og få børn. Og hvis man er single/barnløs, må det være ufrivilligt. Af samme grund er det første spørgsmål vi møder venner og bekendte (uanset hvor nære man er eller ikke er!) med, om det har mødt en sød en, eller om de har fået børn. Og sjovt nok, er det et spørgsmål, der som oftest er rettet mod kvinder – ikke mænd. Som om vi kvinder ikke er nok i os selv. Som om vi kvinder har et og samme mål i livet. Men vi har faktisk ikke ret til at blande os på den måde, og vi har slet ikke ret til at komme med stikpiller eller presse på. Hvad der er rigtigt for mig, er ikke nødvendigvis rigtigt for dig, ligesom at dine valg måske ikke ville være rigtige for mig.

Så vi skal altså lade være med at tænke sådan. Vi er nok i os selv, vi er fuldendte, vi har ikke samme mål, og det er ikke alt, vi ønsker at dele med alle. 

Kunne vi ikke erstatte spørgsmål som: “Har du en kæreste?” og “Har du fået børn?” med spørgsmål som “Har du det godt?” eller “Hvad går du og laver for tiden?” Dine veninder eller kvindelige bekendte skal jo nok fortælle, hvis der er mænd og børn i deres liv. Det er jo ikke noget, de holde hemmeligt, hvis der er. Og så kan de selv vælge, om de har lyst til at komme ind på hvis og hvorfor, hvis der ikke er.