Under og over

… lakken altså. Jeg viser jo så mange lakker hele tiden, men jeg tror endnu ikke, jeg har vist mine under- og overlakker. Begge er nemlig vigtige!

Underlakken er særligt vigtig, især hvis man ofte har neglelak på. Neglelak kan nemlig misfarve neglene og gøre dem gule, og det kan vi vist godt blive enige om, ikke ligefrem er det kønneste. Det er så her, at underlakken kommer ind i billedet, fordi den beskytter neglen mod misfarvning.
For tiden bruger jeg Essies Nourish Me. Jeg syntes, at mine negle begyndte at blive tørre af mit store neglelakforbrug, så jeg tænkte, at det ikke kunne skade at prøve en af de her såkaldte plejende underlakker. Jeg vil nu ikke ligefrem sige, at denne underlak er plejende. Det tror jeg slet ikke, nogen af dem er. De er jo trods alt lavet til at blive siddende på neglen. Men jeg tror, at nogle underlakker er mindre udtørrende end andre. Nourish Me er mindre udtørrende end andre underlakker, jeg har prøvet. Tidligere brugte jeg en ridge filler som underlak, (hvilket egentlig var unødvendigt, for jeg har ikke de store problemer med riller og ujævnheder i mine fingernegle) og jeg ser en klar forbedring efter at have skiftet underlak. Mine negle er ganske enkelt ikke så tørre, når jeg fjerner lakken igen.
Der er mange forskellige typer underlak – til tørre negle, bløde negle, ujævne negle osv. Ingen er mere rigtig end andre, det handler bare om at finde den, der passer til ens negle.

Når det kommer til overlak, er jeg stor fan af de hurtigtørrende af slagsen. Men slipper ikke for tørretid med disse overlakker, for selve neglelakken skal lige tørre lidt, inden overlakken påføres, og derefter skal man stadig lige vente et øjeblik, mens overlakken sætter sig. Men man sparer lidt tid. Lakken tørrer hurtigere, og jeg slipper for stødmærker, fordi jeg ikke kan eller har tid til at sidde stille længe nok.
Udover at forkorte tørretiden giver en god overlak en bedre holdbarhed, og udjævner eventuelle ujævnheder, og giver dermed en pæn overflade.
Jeg bruger i øjeblikket OPIs RapiDry Top Coat, men Essies Good To Go er et lige så fint (og lidt billigere) alternativ.  Og faktisk synes jeg, at Essies pensel er bedre end OPIs.

Jeg har i øvrigt lige et lille tip i forlængelse af gårsdagens indlæg. Hvis dine neglebånd er blevet tørre, og du har lidt løs hud til at sidde i neglekanten, så tag en tre-i-ener og klip det løse hud af. På den måde undgår du at pille i det og gøre ondt være.

Nå, tilbage til dagens pligter… Rengøring af badeværelset venter på mig… Yay!

Reklamer

Ugens neglelak

Ligesom mange andre elsker jeg neglelak. Det har jeg gjort så længe, jeg husker. Så hvor fedt er det ikke, at det er blevet så moderne igen. Alle de mærker og farver, der er at vælge i mellem – herligt.
Jeg fik min første helt egen neglelak, da jeg var omkring 10 (måske lidt før, måske lidt efter, jeg husker det ikke helt). Derefter er samlingen vokset stødt. Det var også dengang, at jeg elskede neglelakker i alle mulige farver – lyseblå, lilla, lyserød (pasteller i massevis), og det sjoveste var at blande farverne, to forskellige farver skiftevis på hveranden finger.
Derfor synes jeg, det er lidt sjovt, at det er blevet moderne at lege med farverne. I sommer var det noget med at have forskellige farver på hver finger – det var ikke lige mig. I år er det noget med at have én eller måske to negle i en anden farve end resten – me like. Så jeg er vendt tilbage til barndommen og leger igen med mine neglelakker.
Her ses ugens neglelak – en mintgrøn fra SpaRitual og en sart rosa fra Dazzling Nail Color
 
Overlak: Essie Good To Go / Underlak: Ridge Filling Base Coat / Dazzling Nail Color, No. 5112 (ca. 25 kr.) / SpaRitual, Delight Creme (40 kr.)
 Jeg skifter neglelak ret ofte – i hvert fald én om ugen. Både fordi jeg synes, det er sjovt, men også fordi jeg for det meste undgår at flække neglene, når jeg er på arbejde (i et byggemarked). Men det betyder også, at negle og neglebånd skal passes og plejes.
Sally Hansen Diamond Strength Ultra Rich Cuticle Cream, Avène Cold Cream Hand Cream, Mave-Flex Negleserum
Disse produkter bruges dagligt – hænder og negle smøres altid grundigt ind inden jeg lægger mig til at sove. Serumet bruger jeg selvfølgelig ikke, når neglene er lakeret, men når de ikke er, er dette midlet til mindre tørre og mere sunde negle. Igennem årene har jeg været igennem massevis af negleprodukter, og dette serum er et af de få, som er blevet brugt op – der er kun meget lidt tilbage, så jeg må have anskaffet mig en ny, så snart jeg får penge igen.
Jeg starter med negleserumet, lader det tørre lidt, inden jeg giver hænderne en god omgang håndcreme, og jeg slutter af med neglebåndscremen.