Podcast-anbefalinger

 

Lige for tiden er jeg inde i en lidt træls periode – sådan rent mentalt. Jeg føler mig ikke rigtig i balance, jeg sover dårligt, jeg har svært ved at koncentrere mig, og mit humør svinger meget, men det meste af tiden er jeg bare trist – en tristhed som iøvrigt nogle gange kommer til udtryk som vrede. Og det er en ond cirkel. For så bliver jeg vred på mig selv over at have det sådan – over at være en sur og træls kone, datter, søster, over at være et dårligt medmenneske. Jeg kan ikke rigtig sætte en finger på, hvad der er galt, men noget er ikke, som det skal være. Og det gør det svært at snakke om og dele med nogen.

Men jeg er nødt til at forsøge at gøre noget, at finde lidt ro i mit hoved, så jeg bliver lidt gladere og rarere at være sammen med. Så i går lod jeg jobsøgning være jobsøgning, jeg skubbede huslige pligter til side, og så fandt jeg min malebog frem og farvelagde den, mens jeg gav mig til at lytte til podcast i nogle timer. Overraskende nok var det virkelig tilfredsstillende og beroligende.

Jeg har jo studeret fransk og har igennem mit tidligere arbejde haft en del med Frankrig at gøre, så jeg er interesseret i det franske valg, som nu er gået ind i de afsluttende uger. Og i Allô Allô giver Stéphanie Surrugue og Morten Strunge et rigtig fint indblik i, hvad der sker i valgkampen. Programmet er egentlig et radioprogram på P1, som kører hver søndag indtil valget, men ligger altså også som podcast.

Emma Martiny er jo et kendt navn i blogland. Alligevel er det først for nylig, at hun har fundet vej til mit feed på Instagram, og det er også derigennem, jeg har fået kendskab til hendes podcast, Martiny Podcast. I hver episode interviewer hun forskellige personer, som hun finder inspirerende og interessante, om forskellige emner. Dette podcast fanger mig, fordi Emma kommer ind på emner som indre ro, sundhed, kvindelighed og karriere, og fordi hun og hendes gæster giver et rigtig fint perspektiv på de forskellige ting. Jeg lyttede til S2 E7 // Lisbeth Nicholaisen om et liv med yoga og S2E16 // Soloshow // Kvindelighed og Feminin energi.

Et andet kendt navn i blogland er Mia Gardum, som også har kastet sig ud at producere podcast. Hendes podcast, Hverdagsminimalisme, handler om minimalisme og hendes take på denne livsstil eller værdi, som hun kalder det. For en samler som jeg, er minimalisme lidt et fyord, det virker i hvert fald lidt skræmmende, men Mia giver en rigtig fin introduktion til livsstilen og gør den relaterbar.

Jeg kan varmt anbefale ovenstående postcasts, som jeg finder inspirerende og lærerige, fordi jeg får viden om nogle nye ting, og de giver rigtig fine perspektiver på forskellige ting i livet.

Tidligere har jeg også lyttet til Mads & Monopolet, og så har jeg også kastet mig over Kongerækken.

Lytter I til podcast? Hvilke lytter I til?

 

Alle podcasts er i øvrigt også tilgængelige på iPhones podcast app. 

 

Skriv en kommentar