En ting, som det forestående bryllup har åbnet mine øjne for, er venskaber. Eller manglen derpå.
Det er nemlig gået op for mig, at der ikke bliver nogen polterabend for mit vedkommende. Ikke at det gør mig noget at slippe for at blive klædt mærkeligt ud og sat til en masse pinlige ting, som man jo ser engang imellem. Men jeg kan rigtig godt lide tanken om at samles med nogle søde piger, som holder af en og lave noget rart sammen. Men jeg har altså ikke den store vennekreds, jeg har heller ikke nogen nære veninder, og (budget-)brylluppet skal bare fejres i selskab med familie. Så jeg kan simpelthen ikke se, hvordan en polterabend skulle komme på tale. Og det er egentlig okay. Det er det. For det er ikke den manglende polterabend, der gør mig trist. Det er de manglende veninder. Altså det er jo ikke noget, jeg tænker på hver dag. Slet ikke. Engang imellem, som i tilfældet med den hersens polterabend, slår det mig bare, at det egentlig kunne være rart med en god veninde eller to.
Og hvorfor er det egentlig endt sådan? Alle har da mindst én god ven eller veninde. Eller…?
Nej, alle har ikke nogen. Og det er et godt spørgsmål, hvorfor det er endt sådan. Jeg har engang imellem joket med, at jeg bare ikke er venindemateriale, eller at jeg har valgt de forkerte veninder, siden de ikke har hængt ved. Nogle gange har jeg ligefrem følt, at jeg er den, de andre ikke vil lege med. Men det passer jo ikke. Så hvorfor så?
Jeg har faktisk aldrig haft en allerbedste hjerteveninde, som jeg altid var sammen med. Hverken i børnehaven, folkeskolen eller gymnasiet. Jeg er ikke sikker på hvorfor, for jeg har haft bedste veninder i perioder. Bedste veninder som har givet mig fantastiske oplevelser og minder. Det holdt bare ikke i længden.
I folkeskolen skyldes det nok, at jeg var en hidsigprop, der ofte kom op og slås. Jeg blev også mobbet i en periode. Og så er der jo hele historien om min far. Når ens far er alkoholiker, har man ikke lyst til at tage legekammerater med hjem. Det var jo vældig pinligt, hvis han var hjemme, og endnu værre hvis han var fuld. Så i perioder var jeg lidt af en enspænder. Jeg så meget fjernsyn, slugte den ene bog efter den anden og drømte mig væk til andre verdener. Hele situationen med min far gjorde mig nok på en eller anden måde også lidt sensitiv i forhold til veninder. Ligesom alle andre har jeg prøvet at brænde mig, at blive såret. Og jeg tog ting lidt mere nært, og nogle ting virkede større for mig, end de måske var. Men hvis jeg følte mig såret, var det bare nemmere at trække sig. At forsvinde ind i en anden verden. Jeg bærer ikke nag, men jeg glemmer ikke. Og derfor kunne det også være svært at genoprette et venskab, der var gået i stykker. Jeg ville simpelhen ikke være i stand til at gå 100% ind i det igen. Jeg ville ikke kunne glemme, at jeg engang blev såret. Engang fandt jeg ud af, at det var meget nemmere at have kammerater. Der var ikke så meget drama, men man var jo heller ikke en af gutterne, og så var det jo ikke det samme.
Nogle veninder er også forsvundet, simpelthen fordi vi gled fra hinanden. Desværre går vi ikke altid i samme retning, og vi går ikke altid lige hurtigt. Og så kan venskabet ikke altid følge med. Andre er røget i svinget, fordi det hang på mig, hvis vi skulle holde kontakten. “Jamen, jeg er bare så dårlig til at holde kontakten,” er en sætning, jeg har hørt mere end en gang. Men i dag har jeg indset, at hvis man virkelig vil, så er det ikke så svært. Et nært venskab indebærer jo ikke, at man ses dagligt eller ugentligt. Et nært venskab indebærer, at følelserne ikke forsvinder, at man altid kan stole på hinanden, at man altid er der, når det er nødvendigt – uanset hvor lang tid der er gået, siden man sås eller bare snakkede sammen sidst.
Så nu står jeg altså her. 31 år og venindeløs. Jeg har masser af bekendte. Af den slags som man udveksler overordnede nyheder med og deler interesser med. Bekendte med potentiale. Men det udvikler sig bare aldrig rigtig til mere.
Og hvordan gør man egentlig lige, når man har rundet de 30? Man banker jo ikke bare på inde ved naboen og spørger, om hun kan lege. Og i denne alder er der rigeligt med pligter, så man har ikke hver dag til at komme hinanden ved og knytte et bånd. Bekendte er bare bekendte. Kolleger er bare kolleger. I alle kredse er der ligesom en usynlig grænse, som man bare ikke overtræder, når man når en vis alder. Sådan oplever jeg det i hvert fald. Og så kan det altså være lidt svært at finde sig en ny veninde.
Er jeg den eneste, der har det sådan, eller sidder der også andre derude?
Polishing Life 
Hej Heidi,
Muligvis skulle din kommentar godkendes – i hvert fald har jeg set den og svaret på den 🙂
Hej Susanne,
Nej, jeg fornemmer desværre, at der sidder en del derude og har det ligesom mig.
Personligt savner jeg ikke den store vennekreds. Jeg er langt hen ad vejen hjemmemenneske og familiemenneske. Jeg gider heller ikke rende i byen længere. Det har jeg ikke gidet længe. Men engang imellem savner jeg en at vende verdenssituationen med, en at shoppe med, gå i byen med eller en at gå i biffen og se tøsefilm med (så kæresten slipper 😉 ).
Jeg kan godt forstå, at man kommer til at savne en, når man ikke er på arbejdsmarkedet. Det ved jeg, fra da jeg var ledig. Det kan godt blive lidt ensomt. Og det er svært at finde veninder – især at finde veninder, som er samme sted i livet som en selv, og som man deler interesse med. For når man skal skabe relationer som voksen, tror jeg, det er vigtigt, at man har samme udgangspunkt. Hvorimod det ikke er så vigtigt med veninder, som man har kendt siden barndommen/gymnasie-/studietiden.
Jeg håber, du har heldet med dig!
Og mange tak, skal du have! 🙂
Du er bestemt ikke alene om dette veninde halløj, jeg er 48 år og har heller aldrig haft disse nære veninde, jeg har egentlig ikke savnet det, men kan da godt engang imellem undre mig over hvorfor jeg åbenbart ikke er en man er veninde med.
I dag kan jeg da godt af og til savne en at tilbringe lidt tid med af og til, men det hænger jo nok også sammen med at jeg blev pensionist for 5 år siden og mangler den der arbejdskontakt der har været inden. Jeg har prøvet at finde veninder, men det er svært for mange gange er de singler og det er jeg ikke og så gider jeg ikke rende i byen og lign.
Heller ikke engang en stor familie er jeg udstyret med, vi er 7 personer når vi samler alle.
Håber I får en skøn dag på Jeres bryllupsdag.
Jeg ved jo egentlig godt, at jeg ikke er alene med mine tanker. Det føles bare sådan nogle gange, for det er ikke noget, man sådan snakker højt om.
Jeg kan helt sikkert godt følge dig, jeg vil også helst bruge tid med min kæreste og min familie. Og jeg har nogle rigtig gode kolleger, som jeg har et godt forhold til. Vi ses bare ikke privat.
Jeg søger heller ikke en allerbedste veninde, som skulle være en del af mig – den slags veninder hører nok mere teenageårene til. Men jeg har ikke engang nogen, som jeg går på café med, shopper med eller noget i den stil, og det er nok det, jeg mangler.
Pudsigt at du skriver det – da polterabend kom op for nylig på arbejde, og måtte indrømme, at jeg ikke får nogen, da jeg ingen nære veninder har, følte jeg mig virkelig mærkelig. Og følte lidt at mine kolleger tænkte deres.
Men ærligt talt, jeg er faktisk ikke så trist over den manglende polterabend. Den var bare en slags øjenåbner for mig.
Mange tak!
Søde Heidi! Det var et svært indlæg at skrive, så jeg er glad for, at det kunne bruges 🙂 Omend jeg da bliver lidt trist over at høre, at du også går med nogle af de samme tanker.
Ja, lad os da endelig mødes 🙂
Som jeg skriver i indlægget, er jeg egentlig heller ikke trist over den manglende polterabend. Jeg drømmer ikke om at skulle klædes mærkeligt ud eller sælge kys på strøget i Århus. Jeg overlever fint uden 😉
Polterabend eller manglen derpå var bare en slags øjenåbner for mig, i og med at det virkelig gik op for mig, at jeg ikke rigtig har nogle nære veninder.
Men ja, det er selve dagen, vielsen og festen er helt sikkert det vigtigste ved at blive gift 🙂
(Tror min kommentar forsvandt, så jeg skriver lige igen)
Søde søde Stine! At læse dit indlæg rørte mig meget. Di sætter ord på mange af de tanker jeg selv har…
Hvis du har lyst, kan vi mødes? 🙂
De sidder da absolut andre herude i samme situation. Jeg har egentligt aldrig følt mig direkte venindeløs, men jeg er på den anden side heller ikke nogens bedste veninde. Det er nok mit eget valg – vil hellere bruge min tid på mit arbejde, mine børn og min kæreste. Og bruger en masse tid på sociale relationer på mit arbejde. Synes det er fedt at gå på café med en veninde en gang imellem, men kan slet ikke forestille mig at skulle have en bedste veninde, der næsten skulle være som en del af mig selv (som jeg hører nogle veninder har det). Men har tænkt de samme tanker som dig i forhold til polterabend. Havde ikke en da jeg blev gift med min ex. og kommer heller ikke til at få en næste gang. Ved ihvertfald ikke hvem der skulle tage initiativ til en. Og så føler man sig da en lille smule ensom/mærkelig/udenfor – men mest fordi man tænker at andre vil tænke sådan om en. For jeg savner ikke en polterabend 🙂
Håber du får et fantastisk bryllup!
Søde søde Stine! Blev meget rørt over dit indlæg. Du sætter ord på mange af de tænker jeg selv har.
Hvis du har lyst, vil jeg meget gerne mødes? 🙂
Jeg fik heller ikke et polterabend, ikke at jeg ville have et. Men vores bryllup blev der sat dato på en måned før, vi var en tur på rådhuset og det gav ligesom ikke rigtig meget tid til at arrangere den slags. Men det er jeg nu heller ikke ked af over. Jeg hader at være i centrum og jeg drikker og fester som sådan ikke rigtig mere, så når jeg tænker polterabend så er der for mange ting jeg sikkert ikke havde gidet. Så hellere lade være. Det havde nok også været et meget lille et af slagsen, da jeg kun har to bedste veninder og resten er almindelige veninder jeg sjældent ses med. SÅ ja det skal du sgu ikke være ked af, man kan sagtens blive gift uden 🙂 Så længe du nyder dagen når i bliver gift så er det vel det vigtigste i min verden 😀
Min bedste veninde derimod hun havde sat dato på bryllup og havde så småt regnet med polterabend, men efter et lille stykke tid så skrottede de at holde det store bryllup og røg på rådhuset og dermed var der ikke tid til at arrangere polterabend. Hun var nærmest lettet over ikke at længere og skulle gå og tænke over hvornår mon det var og hvad vi så skulle lave. Så jeg tror slet ikke du skal tænke så meget over det, det er vidst mere opkørt end du tror 🙂 Festen når i bliver gift er vel det vigtiste og at i får en dejlig dag ❤ Hvilket i selvfølgelig gør 😉