In my bag…

Efter inspiration fra Rijah’s indlæg den anden dag, tænkte jeg, at jeg lige ville vise, hvad min taske gemmer på.
Umiddelbar gemmer den ikke på det vilde, eftersom jeg ikke bruger tasken dagligt, når nu jeg går hjemme. Det meste af tiden er den bare med mig ude og handle, med til familie-tamtam eller lignende. Derudover er tasken jo ikke mere end nogle uger gammel. Derfor er der heller ikke så mange ting, som har forputtet sig i dybet… Endnu 😉

In my bag 005 3Der er måske ikke så meget, der har forputtet sig i dybet endnu. Alligevel gemmer tasken på en del…

En notesbog er meget praktisk at have – både til at notere diverse tanker og ideer, til indkøbssedler og til notater fra diverse møder med A-kasse, karrierevejledning eller hvad jeg nu ellers render til i forbindelse med min ledighed. Lige nu har jeg en tilfældig sag fra jeg-ved-ikke-hvor, men jeg begynder at trænge til en ny – gerne med et sjovt omslag.
Kuglepenne hører ligeledes til den praktiske afdeling. De er simpelthen bare rare at have. Lighterne skyldes jo min frygtelige vane, som jeg desværre endnu ikke har fået vænnet mig af med. Sådan nogle sataner har det med at forsvinde, så det er rart at have en ekstra ved hånden.
Kameraet har jeg ikke altid med mig, men de sidste uger har det haft fast plads i tasken. Det er ikke altid, at jeg (vi) gider slæbe vores spejlrefleks med, og så er det rart med det kompakte, som ikke fylder alverden. Og når det har fast plads i tasken, er der heller ikke risiko for at glemme det.
Jeg har også et lille tin-etui til mine damenødvendigheder, fordi det jo nu engang er nødvendigheder. Det ligger fast i tasken, hvorfor jeg i ny og næ da også har reddet kolleger og venner. Etuiet har jeg fået sammen med en pakke Libresse for år siden. Og det er vældig praktisk, fordi bindene er beskyttede og ikke mindst gemt af vejen.
En hårbørste er også helt og aldeles nødvendig i min verden. Mit fine og tynde hår bliver så filtret i løbet af ingen tid, og jeg hader filtret hår. Børsten er i miniformat og passer derfor perfekt til tasken. Den er i øvrigt fra H&M.
Med min forkærlighed for dullegrej kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at man finder lidt forskelligt i den kategori.
Jeg har selvfølgelig også altid min pung med. Jeg fik denne i julegave. Den er fra Belsac og er dejlig rummelig uden at være for stor.

Håndcremer kan jeg slet ikke undvære, og derfor er der altid mindst et par stykker i min taske. Lige nu har jeg håndcremer fra Elizabeth Arden (afskedsgave fra min praktikplads i november), Balance Me, Avène og Matas Natur i min taske.
Jeg har jo også noget med læbepleje, så dem mangler jeg aldrig. I min taske for tiden er der læbepomader fra Elizabeth Arden, La Roche Posay og Tisane. Derudover har jeg også et par multifunktionelle produkter med på farten, nemlig Decubal Lips & Dry Spots Balm og Elizabeth Arden Eight Hour Cream, som kan klare alt fra tørre læber, neglebånd og pletter til kløen.

Kosmetikpungen fra H&M samler på nogle af mine små dullegrejsnødvendigheder, nemlig:

In my bag 013 2

  • Hårelastikker og hårnåle til at redde dårlige hårdage eller bare når håret er i vejen. Hårelastikkerne er H&Ms tynde uden metalsamlinger samt The O, mens de fleste af hårnålene er fra Provost.
  • Neglefil og tre-i-ener (begge i miniformat) fra Matas er virkelig rare at have ved hånden, hvis neglen flækker. For ærligt talt, så er det da ret træls at have en negl, der hænger ved alt.
  • Læbestift fra MAC og Lipshine fra Nilens Jord… Hvis nu man skal noget.
  • Mere læbepleje fra Origins, Balance Me og Burt’s Bee.
  • En nude kohl fra GOSH til at friske trætte øjne op med.
  • Negleoliepen fra P2 til tørre negle og neglebånd.
  • Pilleæske med smertestillende til at klare hovedpine, øm ryg og menstruationssmerter.
  • Minispejl til at tjekke makeuppen eller friske den op.

Hvad gemmer din taske på? Er den lige så fyldt som min?

Følg Polishing Life på:
Bloglovin
eller
Instagram (@baysen)

Et møde med en (hud)klog dame

Der har været lidt stille her på bloggen på det sidste. Sorry. Det er jo ikke ligefrem meningen. Sagen er bare den, at jeg ikke rigtig kan følge med. Nu hvor jeg er i virksomhedspraktik, er der simpelthen ikke nok timer i døgnet. Virksomheden, jeg er ved, ligger nemlig et godt stykke uden for Århus, så transporten tager lidt tid, både morgen og aften. Det betyder, at jeg er hjemmefra mellem 7.30 og 18.30 hver dag… Når jeg er hjemme, skal der jo selvfølgelig skrives ansøgninger, laves aftensmad, ryddes op, vaskes tøj, lægge tøj sammen, ordne opvask osv. Cirka hveranden aften går jeg kold på sofaen allerede ved 20-tiden. Og jeg misser dermed kvalitetstid med kæresten og Stella og går glip af yndlingsserierne.

Derfor er det også først nu, at jeg får fortalt om et spændende møde, jeg havde for nylig… Anette, hende ovre fra Beautyspace, var nemlig i Århus sidste fredag, nærmere bestemt i Naturskøn, hvor hun signerede sin bog, Slip Rynkehysteriet. Jeg har lidt af et girl crush på Anette. Jeg synes, hun er mega sej. Hun ikke bare skriver godt, hun skriver også klogt, og så er der jo nærmest ikke det, som hun ikke ved om skønhed og hudpleje. Så når nu chancen for at møde hende uden for blogland bød sig, måtte jeg gribe den. Hvordan kunne jeg andet.
Derfor mødte jeg troligt op i Naturskøn lidt før kl. 15 sidste fredag. Der var lidt nerver på, lidt sommerfugle i maven. Ja, ret åndet. Jeg ved det. Men jeg er vild med damen, og jeg havde jo ingen anelse om, hvordan hun var i virkeligheden.
Heldigvis viste hun sig at være lige så sød, rar, behagelig, åben og nysgerrig, som jeg havde forventet. Og måske endda lidt til.
Hun vidste lige netop, hvem jeg var. Og vi snakkede om næsten alt mellem himmel og jord. Både hudpleje, blogmediet, speciale, jobsituation og meget mere. Inden jeg fik set mig om, var der gået en time, og jeg måtte videre. Desværre. For det var virkelig hyggeligt. Ikke bare at snakke med Anette, men også at snakke med en flok spændende kvinder, som ligesom mig også havde fundet vej til Naturskøn.

Inden jeg vendte næsen hjemad, fik jeg i øvrigt et godt råd med på vejen.
Mine hænder kan godt mærke, at det er blevet koldere. Jeg døjer nemlig lidt med tørre pletter, som jeg ikke rigtig kan komme af med trods flittig brug af håndcreme. Så jeg spurgte Anette til råds, og hun forslog: En dråbe olie på fugtige hænder efterfulgt af en god håndcreme. Og det hjælper altså. Mine hænder er i hvert fald blevet dejlig bløde.
Håndcremen, hun anbefalede, var Super Moisturising Hand Cream fr Balance Me, som jeg straks hev ned fra hylden i miniformat. Og god, det er den i hvert fald. Den giver superbløde hænder. Duften er måske en anelse kraftig, hvilket jeg lige har skullet vænne mig til.

November 13 643 2Jeg fik selvfølgelig en lille hilsen med i min bog, og Anette delte ud af den lækre miniudgave af Stellar Face Balm fra Balance Me. Jeg har haft fingre i den før uden at være fan. Men den sidste uge har den være fast inventar i tasken. Perfekt til at fugtgive læberne i efterårskulden.

I øvrigt har jeg hørt en fugl synge om, at Anette skulle være at finde i Naturskøn en eftermiddag i starten af december. Hvis du har muligheden, synes jeg helt sikkert, at du skulle kigge forbi. Hun er besøget værd, hvis du spørger mig 😉

Følg Polishing Life på:
Bloglovin
eller
Instagram (@baysen)

Så kan efteråret bare komme an

Jeg ved ikke med jer, men jeg kan godt mærke, at efteråret er på vej. Solen varmer mindre, og luften er blevet friskere. Men at efteråret nærmer sig med hastige skridt mærkes også på andre punkter. På huden for eksempel. Særligt de udsatte steder som hænder og læber… Derfor er jeg begyndt at sørge for at få mine vinternødvendigheder på lager.

image

De sidste vintre har Cold Cream Hand Cream fra Avene været en tro følgesvend, fordi den gennemfugter hænderne og beskytter dem i kulden uden at efterlade dem fedtede. Indtil videre skal den bare stå på natbordet og bruges om natten. Når så kulden rigtig sætter ind, skal den derimod med i tasken.

En anden favorit om vinteren er i øvrigt Tromborg Lip Cure, fordi ingen læbebalsam/-pomade fugter bedre end den. Når jeg bruger den om natten, giver den de blødeste læber, som ikke sprækker i vinterkulden. Og som den eneste læbepleje kan den modvirke de sprækkede mundvige, jeg ellers får i vinterhalvåret.
Jeg mærker allerede, hvordan den tiltagende kulde får mine læber til at svie, så der ingen tvivl om, at jeg skal have fingrene i den, så snart jeg kommer ind til byen næste gang.

Hvad har I af vinternødvendigheder?

Man har et standpunkt, til man tager et nyt

Jeg har, her på bloggen, tidligere givet udtryk for, at jeg ikke giver meget for økologisk kosmetik. Og der er vist heller ikke nogen tvivl om, at jeg sætter stor pris på milde og uparfumerede hudplejeprodukter. Noget som i høj grad skyldtes, at jeg i en periode havde problemer med stresset, intolerant og sensitiv hud.

I takt med at min hud har artet sig og er blevet mindre problematisk, er jeg dog blevet lidt mindre fanatisk på det punkt, og mit fokus har flyttet sig. Hvis bare produkterne virker og ikke stresser min hud (og passer til pengepungen!) må de gerne indeholde en smule parfume, og de må hellere end gerne være naturlige. Sidstnævnte er ikke så meget et spørgsmål om, at det ene er bedre end det andet. Jeg tror nemlig ikke på, at kemi i kosmetik er farligt. Men jeg tror på, at naturlig kosmetik er sundere for miljøet. Og det er det handler om. Nemlig at finde en balance og passe på miljøet.
Derudover synes jeg, at der er rigtig mange spændende produkter i den naturlige ende af kosmetikkens univers. Og netop derfor har flere og flere naturlige produkter fundet vej til min kosmetikhylde.

August-september 13 020 2

Min yndlingshåndcreme i øjeblikket er Matas Natur Håndcreme med gojibær og økologisk aloe vera. Den er dejlig let i konsistensen, trænger hurtigt ind, dufter skønt, og ikke mindst giver den dejligt bløde hænder. Det er ikke den fedeste håndcreme, jeg har haft fingrene i, men nu hvor jeg ikke længere deltidsjobber i et byggemarked, er de fede håndcremer heldigvis ikke livsnødvendige mere. Rudolph Care gæster i øjeblikket også min samling i form af en øjencreme. I har en anmeldelse af den til gode, men jeg kan da fortælle, at den er ganske lækker. Min faste makeupfjerner har de sidste år været fra Derma Eco. Der er simpelthen ikke nogen over. Den er mild, men effektiv, hvilket gør den perfekt til mine sarte øjne. Jeg har længe været på jagt efter en god skrubbemaske til ansigtet. Siden jeg fik fingrene i Green Peoples Fruit Scrub Exfoliator, har jeg været fan, fordi den ikke stresser min hud, men derimod efterlader den dejlig blød og glat. Zinobel Intense Repair Oil er simpelthen blevet en uundværlighed for mig. Den fugtgiver på den helt rigtige måde, den fedter nemlig ikke og tilstopper ikke porerne. Karmameju Calm Balm 02 er også blevet en rigtig ven i nødden. Den klarer både tørre læber, næsetippe, neglebånd eller rifter, der skal have hjælp til at hele. Og så er der Burt’s Bees Rejuvenating Lip Balm with Acai Berry, der har en lidt kraftig duft til min smag, men den er dejligt fugtgivende og giver bløde læber.

Som I jo nok kan se, har der sneget sig flere og flere naturlige produkter ind i samlingen, sådan at der nu er en fin balance mellem det naturlige og ikke-naturlige. Derudover drømmer jeg i øjeblikket om pudder fra UNE og lakker fra KURE BAZAAR. Og jeg synes, at SARD Kopenhagen og Rønsbøl har nogle vældig interessante produkter, som også gerne måtte finde vej til min samling.

Jeg er dog opmærksom på, at naturlige produkter kan være mindst lige så skadelige som de kemiske – i hvert fald når det kommer til risikoen for allergi. Derfor er det vigtigt, særligt hvis man har parfumeallergi, at være opmærksom på indholdsstofferne og evt. undgå dem, som kan være særligt problematiske (for eksempel de 26 særligt allergene parfumestoffer).

Følg Polishing Life på:
Bloglovin
eller
Instagram (@baysen)

New love: Samling på sagerne

Når man som jeg har for vane at slæbe alverdens ting og sager, særligt dullegrej, med i tasken, kan det være meget rart at have samling på det hele.
For nylig fandt jeg den fineste lille makup-pung i H&M til sølle 30 kr. Jeg elsker farven, men derudover kan den indeholde overraskende meget, og den er derfor virkelig anvendelig.

Nyt kamera 2 259Nyt kamera 2 260Nyt kamera 2 262 21. Bodyshop Almond Hand & Nail Cream (30 ml) / 2. Karmameju Calm Balm / 3. Biotherm Beurre de Lèvres / 4. Lille neglefil og lille tre-i-ener fra Matas / 5. La Roche Posay Nutritic lips / 5. P2 Abricot Nail Care Pen / 6. Pilleæske / 7. Burt’s Bees Rejuvenating Lip Balm / 8. GOSH liner i farven ‘Pure Natural’ / 9. Hårelatikker og -nåle

Jeg er lidt af en samler, når det kommer til læbepomader, og jeg har altid flere forskellige med mig (udover dem jeg har liggende i jakkelommen). Jeg er afhængig er håndcreme, så jeg må og skal have en med mig – altid. Fil og tre-i-ener er rare at have ved hånden, hvis man knækker en negl. Hvis jeg ikke kan få klippet og filet til hænger jeg i og piller hele dagen, og det gør kun ondt værre. Multi-fugtgivere er også rare at have ved hånden, da de lige kan klare tørre pletter og andet. En negleolie-pen er klart det nemmeste af have med at gøre, når man er på farten. En hudfarvet liner og en koralfarvet lipshine er perfekte backups, hvis man lige trænger til at friske makeuppen lidt op. Og smertestillende i en pilleæske, hårelastikker og hårnåle giver næsten sig selv. De er jo bare uundværlige.

Følg Polishing Life på:
Bloglovin
eller
Instagram (@baysen)

Hånd- og fodpleje

For noget tid siden faldt jeg over et par DIY-scrubs til hænder og fødderAppeal4-bloggen.

Især på denne tid af året er jeg fan af lidt ekstra forkælelse til fødderne. Du ved, så det ikke er så angstfremprovokerende at flashe dem frem i sandaler sommeren over. Tidligere år har jeg flittigt brugt fodfilen for at få blødere fødder, men det er ifølge Pudderdåserne et no go. I stedet har jeg så kastet mig over gode fodcremer (som bruges dagligt) og nu også fod- og hånd-scrubs.
Da jeg faldt over opskrifterne på disse hjemmelavede scrubs, besluttede jeg mig for, at de skulle afprøves. Min udgave af mandel-scrub’en er dog blevet ændret lidt, da jeg lige skulle tilpasse den til, hvad jeg havde i køkkenet.

  • Et par teskefulde mandelolie
  • Et par teskefulde sukker
  • Et halvt brev kamillete (brugt eller ubrugt)
  • Lidt flydende (evt. blød) honning
Juni 13 023 2

Brug evt. en anden slags te eller en anden olie, hvis du ikke lige har ovenstående liggende derhjemme.

Tingene blandes sammen til en masse, hvorefter den masseres ind i hænder og fødder (der er rigeligt til begge dele), og skylles efterfølgende af. Afslut med en god, fugtgivende creme.

Juni 13 002 2

Disse er blandt mine favoritter i øjeblikket, fordi de er fugtgivende og blødgørende uden at være for fede og klistrende.

Og vupti, man står tilbage med bløde og friske fødder og hænder 🙂

PS: Vær opmærksom på, at det sviner en del, så hold hænder og fødder over en vask eller i brusekabinen, når du masserer massen ind.

Nyt i beautyboksen #5

Jeg er en sucker, når det kommer til multifunktionelle skønhedsprodukter. Faktisk har jeg en lille samling. Det er en af de ting, som jeg har svært ved bare at gå forbi. Det er en af de ting, som jeg bare må have, når jeg falder over dem.Jeg elsker, at de kan bruges til læbepleje, tørre neglebånd, tørre pletter osv.

Maj 13 021 2

Derfor måtte denne Calm Balm fra Karmameju selvfølgelig med mig hjem, da jeg var forbi Naturskøn den anden dag.

Den er blevet brugt til alt fra tørre læber og neglebånd til en genstridig tør pande. Konsistensen er dejlig fast, men nem at fordele. Den fugter godt og lindrer, men klistrer ikke. Derudover har den en dejlig neutral duft.

Jeg er fan, og har den hele tiden ved min side, stående ved siden af sofaen, på natbordet og liggende i tasken. Og 75 kr er jo en helt overskuelig pris.

Skønhed på budget

Engang i mellem må man bare sande, at der ikke kan være råd til det hele. Når man er på SU, eller som i mit eget tilfælde på dagpenge, kan man ikke få det hele. Gid man dog bare kunne, men penge gror jo som bekendt ikke på træerne 😉

Måske er det bare mig, men jeg bliver så glad, når jeg finder gode budget-produkter. Så kan jeg købe ind med god samvittighed uden at bekymre mig om, hvorvidt jeg lige har brugt en fjerdedel af månedens rådighedsbeløb.

Neutral Face Wash
Jeg har virkelig været glad for min Facial Cleanser fra Purely Professional de sidste måneder. Den er uden tvivl den bedste ansigtsrens, jeg har haft fingrene i. Og der er ingen tvivl om, at den finder vej til min daglige rense-rutine igen. Den er nemlig så dejlig mild og på ingen måde udtørrende, mens den alligevel renser huden grundigt.
Men da jeg i sidste måned brugte den sidste dråbe, var kontoen næsten tom, og jeg måtte ty til et billigere alternativ. Jeg måtte derfor nøjes med Neutral Face Wash, som heldigvis også er dejlig mild. Den er uparfumeret, udtørrer ikke huden, men renser effektivt.
Eneste minus ved den er, at flasken har en tendens til at trække sig sammen i takt med, at man bruger den.
Det store plus er, at den er god til prisen – omkring 80 kr, og så er den endda ofte at finde på tilbud i diverse supermarkeder.

Neutral Skin Tonic
Ligesom ansigtsrensen er Neutral Skin Tonic et godt produkt til prisen. Den er mild, uparfumeret, indeholder ikke alkohol og udtørrer altså ikke huden.

Maj 13 014

Matas Glycerin Håndcreme
Jeg har været igennem et hav af håndcremer. Nogle har jeg elsket, andre knap så meget, og andre er aldrig blevet brugt op, fordi jeg simpelthen har hadet dem.
Med mit intensive forbrug af håndcreme kan det godt svare sig at finde en på budget. Derfor besluttede jeg at forsøge mig denne fra Matas.
Jeg har faktisk haft fingrene i den før, hvor jeg ikke rigtig var fan. Men nu skulle den altså have en chance til, da jeg var nået helt i bund med mine andre håndcremer. Og til min overraskelse var det ikke en skidt ide.
Den er dejligt fugtgivende, giver bløde hænder og trænger hurtigt ind. Nogle gange (særligt når jeg har været på arbejde) er den ikke helt fugtgivende nok, og så må jeg have fat i en federe creme. Men i det daglige er den rigtig god, synes jeg.
Den er i øvrigt uparfumeret, hvilket jeg generelt er fan af. Men især til hænderne er jeg fan af uparfumerede produkter. De er jo ligesom lidt over det hele, og jeg bryder mig simpelthen ikke om, hvis de dufter langt væk af blomster eller noget i den stil.

Maj 13 016

Looking back 2012

Året er gået på held, og 2013 venter lige om hjørnet. Det er nytårsaften i morgen, hvilket jo skaber en oplagt lejlighed til at se tilbage på året der gik.

Umiddelbart har 2012 ikke været vildt begivenhedsrigt, eller jo det har det, men der ikke sket store, dramatiske eller livsforandrende ting. 2012 har været et forholdsvis stille år, hvor jeg har nydt livet med kæresten og vores Stella, og hvor jeg har nydt og sat pris på min familie.
Der er dog sket to store ting, som jeg vil huske det forgangne år for. I januar sidste år mødte jeg en fantastisk lille prinsesse, nemlig min lille niece, som ligesom sin storesøster har gjort livet endnu skønnere. Hun runder snart sit første år, og bliver kun skønnere med alderen 😉
Så sent som i denne måned skete der det, at jeg endelig nåede enden på min karriere som studerende. Jeg fik skrevet mit speciale færdig, selvom jeg til tider troede, eller måske endda frygtede, at jeg aldrig ville nå til vejs ende i den lange og ofte frustrerende proces. Ikke nok med at jeg fik skrevet det færdig, jeg endte og med et godt resultat. I december forsvarede jeg specialet og kom ud med et rigtig godt resultat, udover al forventning.
Mens jeg har lagt livet som studerende bag mig, forsøger jeg nu at finde mig selv og min nye plads i livet. Jeg har endnu ikke vænnet mig til tanken. Et eller andet sted føler jeg mig stadig som studerende. Men jeg er jobsøgende, og kan forhåbentlig i det nye år (og meget gerne inden mange måneder) kalde mig lønmodtager i stedet for dagpengemodtager.

2012 har også været året, hvor jeg har været vidt omkring i beauty-junglen. Jeg har shoppet rundt, prøvet nye ting, stødt på skuffelser og fundet favoritter. Faktisk er en pæn del (og måske endda mere end jeg vil indrømme) af mine i forvejen knappe midler blevet brugt på dullegrej i alverdens former og farver. Og desværre er ikke alt opbrugt, men står bare og samler støv, fordi resultatet eller effekten ikke har været som ønsket.
Derfor har besluttet mig for at lave et nytårsfortsæt for 2013. Mit første nogensinde i øvrigt! Jeg vil shoppe mindre rundt, og simpelthen være bedre til at holde fast i favoritterne, det der virker. Jeg må gerne teste nye produkter, men i mindre grad, især når det kommer til ansigtspleje. 2012 har nemlig også været året, hvor jeg har lært min hud bedre at kende. Mit hud er ikke længere så robust. Den er lidt problematisk og er meget reaktiv, hvis den kommer i kontakt med de forkerte produkter. Derfor er det vigtigt, at jeg holder mig til det, jeg kender, og ved virker. Men udover det så giver det jo egentlig god mening at holde sig til det, der virker. Jeg tænker nemlig, at der vil være en del penge at spare ved undgå alle fejlkøbene. Og spildet vil også mindskes en smule.

Stuff Dec 12 018

Ovenstående er nogle af de produkter, som jeg har stiftet bekendtskab med det sidste års tid, og som er blevet mine favoritter.

Stuff Dec 12 020

MAC Extended Play Lash købte jeg for et par måneder siden, fordi jeg har læst fine ting om den. Den har på ingen måde skuffet. Den er tårefast og drysser ikke. Og så er der den ting, som i mine øjne gør, at den er genial og bedre end mange andre mascaraer, jeg har prøvet, nemlig den lille børste, som gør det muligt at fange hver eneste vippe. Derudover giver den en passende mængde volumen og længde. Derfor må denne gerne være min ven – også i 2013.

GOSH Waterproof Eyeshadow Base har været en sand ven i nøden! Mine kronisk fedtede øjenlåg har i årevis gjort det umuligt for mig at få en øjenskygge til at holde mange timer ad gangen. Denne primer får enhver øjenskygge til at holde, ikke bare nogle timer, men HELE dagen. Jeg er fan! Og selvom jeg har planer om at holde fast ved denne længe endnu, så har jeg alligevel planer om anskaffe mig en hudfarvet primer inden længe.

I år har jeg også lært at tegne mine bryn op. Noget jeg aldrig har gjort i før. L’Oréal Color Riche Le Sourcil er nem at arbejde med og giver et fint og naturligt resultat. Faktisk er jeg blevet så afhængig, at optegning af brynene er en fast del af min makeup-rutine. Jeg synes, at jeg ser helt mærkelig ud, når jeg lader være.

GOSH Velvet Touch Eyeliner i farven Pure Natural er blevet min genvej til frisk(ere) øjne. Engang brugte jeg en hvid kohl til den nederste våde kant, men denne hudfarvede eyeliner giver et meget bedre og mere naturligt resultat.

Stuff Dec 12 022 2

I år fik jeg også øjnene op for det danske mærke Purely Professional, hvilket betød starten på en forelskelse. Jeg er nemlig fan. Stor fan. Jeg er vild med filosofien om et minimum af indholdsstoffer i produkterne. Jeg er vild med kvaliteten. Jeg er endnu ikke stødt på et produkt, som ikke dur.

Min daglige shampoo er Kids Shampoo, som er genial til mit fine/tynde hår. Den tynger ikke og er så mild, at jeg kan bruge den hver dag uden at irritere min hovedbund.

Treatment 1 er bare genial. Den er fugtgivende, giver blødt og glansfuldt hår. Håret bliver så nemt at rede ud. Den tynger ikke. Og så kan den bruges i både vådt og tørt hår.

Olie, særligt hårolie, har været det helt store hit år. Jeg hoppede også med på bølgen og anskaffede mig Moroccanoil Treatment Light (i rejsestørrelse). Den er blødgørende og samler flyvske spidser. Og så er den virkelig drøj i brug. En enkelt dråbe skal der til mit fine hår. Derfor er jeg også overbevist om, at denne lille flaske holder i en evighed.

Stuff Dec 12 025 2

Jeg har i lange tider været på jagt efter at få den perfekte hud. Faktisk havde jeg næsten opgivet. Men et besøg på Kosmetologskolen i Århus gav mig en bedre forståelse af min hud og hjalp mig til at finde nogle produkter, som gør gode ting for min hud. I jagten på en pænere hud har to produkter været ægte life savers for mig.

Repair Cream fugter og beroliger min hud. Andre bruger den til tørre hænder eller på kroppen. Jeg bruger den i ansigtet, og det fungerer bare for mig!

Medex Purus Mask har jeg faktisk ikke nævnt her på bloggen før. Det er egentlig for dårligt, for den har virkelig gjort en forskel for min hud. Medex skriver på sin hjemmeside, at Purus Mask er en usynlig gel-maske med en kombineret effekt. Purus Mask er en rensende og desinficerende maske til fedtet og uren hud, men kan også anvendes til både irriteret og solbrændt hud. Indeholder bl.a. troldnød og en høj koncentration af aloe vera, som virker helende og beroligende. Stabiliserer hudens fugt-balance, øger blodcirkulationen og efterlader huden med en sund og frisk teint. Purus Mask er uundværlig i behandling af uren hud/acne.  Påføres i et tyndt lag og hviler på huden i ca. 15 min. Fjernes herefter med lunkent vand.
Anvendes 1-2 gange om ugen efter afrensning med Seratoxes Gel. Råd: Man kan evt. undlade at fjerne masken og sove med den på om natten. Ved acnetilstande kan den også anvendes i et tyndt lag under dagcreme.
Min hud drillede en del, da jeg begyndte at bruge den (jeg brugte den i øvrigt ikke som maske, men under min almindelige ansigtscreme). Jeg havde en del urenheder, oplevede ofte at have rødmende og irriteret hud. Og så var min hud evig og altid fedtet. I løbet af ingen tid holdt min hud op med at fedte. Og urenheder døjer jeg knap så meget med. Desværre har jeg været foruden den de sidste uger, hvilket jeg allerede kan mærke på min hud. Altså den er ikke gået tilbage til det, den var før, men jeg får lidt flere urenheder. Så der er ingen tvivl om, at den skal hjem til mig inden længe.

Tromborg Healing Gel Aloe Vera har været mit billigere alternativ til Purus masken. Den har ikke helt samme effekt, men den kan berolige min hud, når den bliver lidt stresset.

Clinique Moisture Surge er en af mine julegaver. Den er virkelig fugtgivende og er god at have, når huden har brug for et ekstra boost.

Stuff Dec 12 028 2

Normaderm Micellar Solution 3-in-1 er en skintonic, som hverken indeholder sæbe eller alkohol, hvorfor den virker for mig. Den gør det den skal uden at være for krads.

Derma Eco Makeup fjerner er blevet en trofast følgesvend, når der skal fjernes makeup. Den er meget mild, den er nemlig både uparfumeret og alkoholfri. Og så duer den til både øjenmakeuppen og selve ansigtet.

Stuff Dec 12 032 2

Depend Dip-in Neglelakfjerner er blevet en trofast følgesvend. Aldrig har det været nemmere at fjerne neglelak. Fingeren stikkes bare ned i bøtten og efter nogle sekunder er neglelakken væk. Den klarer i øvrigt også glimmer uden de store problemer. Jeg købte den første bøtte i starten af oktober, og har først for nylig skiftet den ud (og den har altså klaret at fjerne neglelak 1-3 gange ugentligt).

Avène Cold Cream Hand Cream har godt nok fulgt mig i mere end det sidste år. Men den fortjener alligevel at komme med. Den duer bare. Den er fugtgivende, selv når mine hænder er aller mest tørre.

Stuff Dec 12 035 2

Jeg har været stor fan af neglelak i 2012. Og min samling er blevet væsentlig forøget det forgangne år. Et af mine favoritmærker er L’Oréal Color Riche. Fordi de er gode, holdebare, nemme at arbejde med, og så er de ikke særlig dyre. Ellers er jeg også ret glad for Essie, som laver de mest fantastiske farver. Men jeg har også stiftet bekendtskab med nye mærker – fx OPI: som er et fint mærke, men jeg er ikke nok imponeret til at ville betale omkring 130 for en ny lak. Barry M: det er svært at udtale sig generelt om mærket, da jeg endnu ikke prøvet nogle almindelige lakker, men jeg er glad for min guldglimmerlak. Rimmel og GOSH: som laver nogle rigtig fine farver.

Umiddelbart er det jo ikke, fordi jeg mangler lakker. Og et eller andet sted har jeg et mål om at begrænse mine køb det kommende år. Men så igen er jeg godt klar over, at jeg nok ikke kan holde det. Lige nu har jeg allerede en plan om at lade et par lakker finde vej til min samling inden længe. Jeg har nemlig forelsket mig i nogle af de fine farver fra Essies Vinterkollektion – Beyond Cozy, Snap Happy, She’s Pampered og Leading Lady er nogle virkelig fine farver. Særligt Beyond Cozy har jeg et godt øje til.

Nå, indlægget her blev længere end planlagt. Men så fik vi da også (næsten) det hele med 😉 Forhåbentlig er du nået hertil. Hvis ikke, forstår jeg dig godt 😉
Men altså, der er vel ikke så meget andet at sige end… RIGTIG GODT NYTÅR!! Pas på jer selv, jeres øjne, fingre og alle andre lemmer, og kom godt over på den anden side!

Favoritter i kulden

Kulden har lagt sig over Danmark, og selvom jeg til enhver tid foretrækker varme frem for kulde, foretrækker jeg klart en kold og snerig vinter frem for en våd og fugtig en af slagsen.

Kulden betyder desværre belastning af huden. Tør hud er normalt ikke noget, jeg døjer vildt meget med. Jeg plejer for eksempel at have en kombineret hud, som ikke skal have alt for meget fugt og fedt, men de sidste måneder har min hud pludselig besluttet sig for at blive både tør og sart, så jeg har fundet mig nogle favoritter til både ansigt, krop, hænder og hår, som kan hjælpe mig igennem den kolde vinter.

Ansigt

Blog december 010 2Repair Cream fra Purely Professional ryger i ansigtet både morgen og aften. Den fugter huden rigtig godt uden at fedte, og virker beroligende. Jeg elsker den simpelthen, og kan slet ikke rose den nok (se hvad jeg tidligere har skrevet om den her). Desværre ser det ud til, at jeg snart har nået enden af yndlingscremen 😦 Og selvom den ikke er så dyr, er december ikke ligefrem måneden, hvor jeg vælter i penge med alle julegaveindkøbene og overgangen fra studerende til dagpengemodtager oven i. Men ingen tvivl om at jeg overhovedet ikke har tænkt mig at skulle undvære den, så jeg finder nok en løsning. Forhåbentlig vil den være at finde under juletræet juleaften, for den er selvfølgelig kommet på ønskesedlen.
Skin Balancing Face Oil fra Jurlique er også lidt af en lifesaver, når det er aller koldest. Den er virkelig fugtgivende, men tørrer hurtigt ind og fedter altså ikke (jeg brugte den også sidste vinter, hvor min huden havde mere tendens til at fedte). Og så er den drøj i brug. Jeg bruger et par dråber under min repair cream morgen og aften.

Krop

Blog december 017 2I min verden er olie vejen frem, når det er koldt – gerne i kombination med den sædvanlige body lotion for at få lidt ekstra fugt. Normalt er jeg stor fan af Decubals Body Oil, men engang imellem må jeg ty til budget-olier. Når det ikke skal være så dyrt, er jeg stor fan af babyolier enten ovenstående fra Änglamark eller Derma.

Hænder

Blog december 015 2Jeg har allerede skrevet en masse om Avènes Cold Cream Hand Cream, for den er simpelthen bare god. Fugtgivende, lindrende og fedter ikke.
Rudolph Cares Hand Cream er ny her på matriklen. Jeg var så heldig at vinde den i den første julekonkurrence ovre på Beautyspace. Den er blevet flittigt brugt, siden jeg modtog den. Den er desværre ikke uparfumeret, men den virker trods alt ikke irriterende på huden. Den dufter dejligt, giver masser af fugt og tørrer hurtigt ind.

Hår

Blog december 012 2Jeg har ikke de store problemer med tørt hår, men min forkærlighed for min føntørrer og stylingprodukter (fylde skal jo komme et eller andet sted fra) gør, at jeg gerne vil passe lidt på det. Treatment 1 fra Purely Professional bruger jeg i stedet for balsam. Jeg foretrækker klart leave-in-conditioner, fordi det sparer mig tid i badet. Bonussen er, at Treatment 1 gør mit hår endnu nemmere at rede ud. Mit hår bliver også enormt blødt og sundere at se på. Bedst af alt! Den fedter eller tynger ikke på nogen måde mit fine hår 😉 Den er lidt til den dyre side, men de 150 ml kommer garanteret til at holde længe, for den er drøj i brug – jeg bruger ikke mere end, hvad der svarer til en lille ært.
Olien fra Maroccanoil har du sikkert allerede hørt om – denne er light-versionen til fint hår. Jeg bruger en lille dråbe i spidserne inden føntørring for at samle flyvsk hår.

Hvad er dine favoritter i vinterkulden?